El-drevne rengøringsassistenter i Knuthenborg Safaripark

To tavse og udstødningsfri Weidemann-læssemaskiner klarer rengøringen hos 13 giraffer og fire elefanter i Knuthenborg Safaripark.

Så er der pil på vej til girafferne. Weidemann 1160 eHoftrac’en har blandt andet en klo, der er modificeret til at slæbe pil ind til de langhalsede dyr.
Så er der pil på vej til girafferne. Weidemann 1160 eHoftrac’en har blandt andet en klo, der er modificeret til at slæbe pil ind til de langhalsede dyr.

Selv om der vel strengt taget er tale om rengøring i private hjem, går det næppe under boligjobordningen med tilskud, når girafferne og elefanterne i Knuthenborg Safaripark nær Maribo på Lolland har besøg af rengøringshjælpen. 

Til gengæld kan dyrene glæde sig over, at rengøringshjælpen færdes stille rundt og i øvrigt ikke efterlader sig en ubehagelig lugt. To el-drevne Weidemann 1160 eHoftrac er således rykket ind i girafstalden og elefanthuset.

- De to minilæssere med batteridrift rydder op og gør rent efter elefanterne og girafferne. Den hos elefanterne ligger altså ikke på den lade side. Elefanter skider meget – og stort. Det skal jo fjernes, lyder det fra Rasmus Nielsen, chefzoolog i Knuthenborg Safaripark.

- Maskinen slæber også grene ind og ud af elefantanlægget. Elefanterne ynder at skrælle bark af grenen, og det er en god måde at stimulere de store dyr på, forklarer han videre.

Smallere dæk og speciel grab

Weidemann-maskinen hos parkens 13 giraffer har samme daglige opgaver som kollegaen hos elefanterne. Den er forsynet med lidt smallere dæk, end læssemaskinen hos elefanterne, så den nemmere kan komme rundt i girafstalden. 

Maskinen hos girafferne har i øvrigt lidt mere udstyr til deres minilæsser, end elefanterne. »Giraf-Weidemann’en« har nemlig en speciel grab, der bruges til at slæbe lange pil ind til dyrene. Der er tale om en skovklo, der er specielt modificeret til giraf-brug.

- I den 2012 kvadratmeter store elefantstald tager Weidemann-læsseren sig også af luftning af sandet i bunden. Det er der omkring 1.000 kubikmeter af, og det skal jævnligt luftes, så det ikke komprimerer. Bundlaget betyder meget for elefanternes fødder og deres velvære. Vi bruger også maskinen til at bygge små bakketoppe af sand, som elefanterne ynder at lægge sig op ad, fortæller Rasmus Nielsen.

De to elektriske Weidemann-maskiner har afløst en enkelt Weidemann på diesel. Egentlig var det kun meningen, at Knuthenborg Safaripark ville skifte den gamle Weidemann 1250 ud med en enkelt udstødnings- og støjfri 1160 eHoftrac. 

Efter en dialog med salgskonsulent Peter Røjkjær hos Weidemann-importør og -forhandler Stemas A/S, blev det i stedet til to maskiner, hvor den ene altså har lidt smallere hjul end den anden.

Bedre arbejdsmiljø

Det er ikke kun dem med lang hals og ditto snabel, der har fornøjelse af de el-drevne læssemaskiner i safariparken. 

Maskinerne forbedrer faktisk også arbejdsmiljøet for medarbejderne, som får et klart bedre indeklima både i girafstalden og elefanthuset. Samtidig er der en ekstra gevinst med det lavere støjniveau.

- Tidligere skete det ofte, at medarbejderne ikke hørte, når vi kaldte dem over radioerne, fordi den diesel-drevne Weidemanns motorstøj overdøvede opkaldene. Det sker ikke længere, så den tavse el-drift betyder også noget for kommunikationen, konstaterer Rasmus Nielsen.

Netop de 13 giraffer og ikke mindst de fire tidligere cirkus-elefanter er de indbyggere i parken på Lolland, der klart får mest opmærksomhed. Men de bor faktisk sammen med rigtig mange andre spændende dyr. Totalt har Knuthenborg Safaripark omkring 700 dyr.

jhal
 

Læs også